Stan Grof er om nogen psykedelisk terapis grand old man. Albert Hofmann, som opdagede LSD, har sagt “”If I am the father of LSD, then Stan Grof is the godfather who brought my wonder child through a difficult time.”
Grof blev født i Tjekkoslovakiet i 1931 og nærmer sig altså i skrivende stund de 90 år. Han er en af de få, hvis ikke den eneste, af de oprindelige psykedeliske pionere fra 1950´erne, som stadig lever og er aktiv. Grof er derfor mentor, faderfigur og bindeled til fortiden for mange inden for feltet i dag.
Man kunne også nævne Bill Richards og James Fadiman, som eksempler på forskere fra den gamle garde som stadigt er aktive. De er dog noget yngre end Grof og begyndte først at forske i psykedelika i 1960erne, da feltet allerede var et etableret forskningsområde.
Grof er Rick Doblins mentor, hvilket betyder at hans tilgang til psykedelisk terapi i høj grad bliver videreført af MAPS. Derved bliver Grofs tilgang til psykedelisk terapi en vigtig del af grundlaget for de nye psykedeliske terapicentre, som MAPS efter planen åbner de kommende år.
Bill Richards, som selv er har en mentorrolle i forbindelse med psilocybinforskningen på John Hopkins, arbejdede sammen med Grof på Spring Grove Hospital Center i Maryland og Robin Carhart-Harris, som er leder at det nye psykedeliske forskningscenter på Imperial College, har Grof som en af sine primære inspirationskilder.
Så Grof er ikke bare en vigtig figur historisk set, men har også en stor og aktuel betydning for den nye psykedeliske forskning.
Grof og dybdepsykologien.
Grof blev oprindeligt uddannet i klassisk psykoanalyse, hvilket hans teorier og sprogbrug bærer præg af. Han omtaler f.eks. sin forskning som en “kortlægning af det ubevidste” og henviser gerne til Wilhelm Reich i forbindelse med de kropslige aspekter af terapi, til Otto Rank i forhold til fødselstraumets betydning og Jung i forhold til de visionære tilstandes arketypiske indhold.
Grofs forhold til Freud kan illustreres med Joseph Campbells udsagn om at Freud var som en mand, der fisker siddende på en hval. – Ikke helt gal på den men uden anelse om dybden af det vand han fisker i og hvad det egentlig indeholder.
For mit eget vedkommende finder jeg det interessant at se hvordan Grofs store indflydelse på feltet er med til at skabe en fornyet interesse for Jung.
En del af mine klienter som kommer for at arbejde med at integrere deres psykedeliske oplevelser, vælger netop mig fordi de gerne vil arbejde med én der har en solid baggrund i jungiansk terapi.
Hvilket også giver god mening, da jungiansk psykoterapi grundlæggende er integration: Dvs. den består i at facilitere en levende, kreativ dialog med det ubevidste og løbende integrere det materiale som viser sig i ens hverdag og personlighed.
De helende potentiale i usædvanlige bevidsthedstilstande.
Videoen herunder med titlen “The Healing Potential of Non-ordinary States of Consciousness” er en rigtig god introduktion til det der er kernen i Grof pionerindsats. Nemlig hans utrættelige arbejde for at få psykologien og psykiatrien til at anerkende og genopdage det han kalder for “holotropiske tilstande”. Usædvanlige bevidsthedstilstande som rummer en iboende bevægelse mod heling og som de fleste kulturer derfor betragter som hellige.
I dag er det almindeligt kendt at mange shamanistiske og asiatiske kulturer har en detaljeret viden om sådanne tilstande, men den type viden fandtes også i antikkens Grækenland. F.eks. kan man i Platons “Faidros læse at grækerne forstod det således:
“…der er to slags vanvid (mania), den ene stammende fra menneskelige sygdomme, den anden fra guddommelig udfrielse fra det vante og vedtagne” (265c)
Filosofisk indsigt og visdom var altså for Grækerne ikke kun forbundet med besindighed og sindsligevægt (sophrosyné), men også med andre mere sublime tilstande, hvor sjælen udfolder sit fulde vingefang og i sin ekstatiske himmelfart skuer tilværelsens mysterium mere klart og utilsløret, end det normalt er os dødelige forundt.
Sådan beskriver Platon det i Faidros med billeder hentet fra de Eleusinske mysterier, hvor indtagelsen af en psykedelisk drik var en del af indvielsen i det hellige mysterium. Grækerne anvendte også holotropiske tilstande i forbindelse med helbredelse, hvor patienten gennem inkubation blev hensat i en trancelignende tilstand (Se f.eks. Peter Kingsleys “In the Dark Places of Wisdom”).
Som Grof siger i videoen er den tragiske historiske situation desværre den, at vi i nyere tid har haft en ensidig forståelse af usædvanlige bevidsthedstilstande som sygelige, og har ignoreret hvordan de kan være en kilde til inspiration og heling. Hvilket er et grundlæggende problem for vores religiøse liv, vores forholdet til livet og døden, for vores forhold til naturen og for vores mulighed for at skabe en ordentlig psykologi og psykiatri.
Videoen her er fra 1991, længe før den psykedeliske renæssance som vi i dag befinder os i kom i gang, hvilket jeg synes man kan fornemme. Grof er på dette tidspunkt, som Albert Hofmann bemærkede det, den der bærer budskabet om de usædvanlige bevidsthedstilstandes helende potentiale gennem en svær tid, hvor den etablerede psykologi og psykiatri helst ikke ville vide af hverken ham eller psykedelisk terapi overhovedet. Han fremtræder her meget saglig, imødekommende og varm. Den diametrale modsætning til Timothy Leary, som med sin rebelske stil var med til at få lukket forskningen ned.
Grof giver i videoen bl.a. en meget fin udlægning af sin forståelse af den indre, helbredende intelligens i de holotropiske tilstande og hans terapeutiske indstilling, der præget af en meget stor tillid til den iboende logik i den indre proces.
Grofs ven og samarbejdspartner Richard Tarnas har, meget smukt, beskrevet Grofs terapeutiske indstilling med henvisning til en linje eller besværgelse fra den græske tragediedigter Euripides´skuespil “Bacchanterne“:
“Appear, appear, whatever thy shape or name, O mountain bull, snake of the hundred heads, Lion of the burning flame! O God, beast, mystery, come!”
Se selv Grof sætte ord på denne terapeutiske grundindstilling ved 47:00 og et par minutter frem.
Grof & transpersonlig psykologi.
Transpersonlig psykologi, som Grof var med til at grundlægge, kan ses som en videreudvikling af Jungiansk dybdepsykologi, humanistisk psykologi og religionspsykologi med fokus på den mystiske erfaring i forlængelse af Willam James´”Varities of Religious Experience”.
Transpersonlig psykologi er transpersonlig fordi at den, ligesom Jung, forstår mennesket som et væsen, som i sit inderste står i relation til noget der er større end det selv, til det det transpersonlige. Der er altså ikke bare tale om en socialpsykologisk forståelse af at vi er sociale væsner, der altid er en del af en familie, et samfund osv., men en anden og dybere relation som traditionelt er blevet forstået som sjælens iboende relation til Gud. Før kristendommen, i græsk filosofi, har man forstået denne relation, som et forhold mellem den menneskelige psyke og den kosmiske psyke, den begrænsede menneskelige intelligens og den ubegrænsede kosmiske intelligens (Logos).
Mens denne relation til en transpersonlig psyke og intelligens var grundlæggende for græsk psykokosmologi, så har moderne psykologi haft et anstrengt forhold sådanne forståelser. Projektet med at grundlægge moderne psykologi som en empirisk videnskab var fra starten af et projekt med at skabe en “psykologi uden sjæl”, som man sagde. Hvilket jo er en selvmodsigelse, da psykologi betyder læren om sjælen. Men man ønskede altså, ud fra en kritisk og empirisk indstilling, at smide alle overleverede metafysiske og religiøse antagelser om “sjælen” ud (med badevandet), inkl. antagelser om sjælens udødelighed og dens iboende relation til Gud, til det “transpersonlige”. I stedet ville man starte med den enkelte organisme, sansestimuli og associationer af indtryk og forestillingsbilleder, som man tænkte sig kædet sammen på samme måde som molekyler i kemien.
At det i en vis grad er lykkedes at skabe en psykologi adskilt fra tidligere tiders filosofiske og religiøse sjælelære, kan man se ved at ordene “psyke” og “sjæl” i dag synes at betyde noget meget forskelligt, selvom psyke egentligt bare er græsk for sjæl. Siger man f.eks. “jeg føler dette dybt i min sjæl”, svarer dette til at sige at man føler noget i sit inderste, sit “hjerte”. Men man kan ikke på samme måde sig “jeg føler dette dybt i min psyke”, for ordet psyke er med moderne psykologi blevet knyttet til hjernen, og ikke længere til hjertet, forstået som det samlende centrum i mennesket.
Problemet med denne iver med at smide de traditionelle forståelser ud med badevandet, som er så typisk for det moderne gennembrud og dermed også for moderne psykologi, er at disse traditionelle forståelser har det med at komme tilbage i en ny form.
Når Aldous Huxley taler om forholdet mellem “the human mind” og “the mind at large” eller Grof taler om forholdet mellem “individuel consciousness” og “transpersonal, cosmic consciousness”, eller når Heidegger taler om forholdet mellem “den menneskelige væren” og “væren som sådan” eller Jung om forholdet mellem “Egoet” og “selvet”, så er der formentlig taler om nye måder at italesætte netop denne relation mellem mennesket og det transpersonlige, som moderne psykologi startede med at smide ud, fordi det “lugtede” af religion og metafysik.
I dag kan vi konstatere at det er meget svært at arbejde med psykedelisk terapi, uden at have et eller andet begreb for menneskets relation til det transpersonlige. For som både Grofs forskning og f.eks. forskningen på John Hopkins viser, så er finder der rent faktisk en bestemt form for heling sted i den “mystiske oplevelse”, i mødet med en bevidsthed, som i hvert fald af mange opleves som transpersonlig. Den “religiøse funktion” hører med til menneskets psyke, uanset hvad man ellers bekender sig til eller siger at man tror på, kunne man sige med Jung.
Derfor kan en ordentlig psykologi, ifølge James, Jung og transpersonlig psykologi ikke tillade sig at ignorere de religiøse fænomener. Både Grofs arbejde og den nyere forskning, viser at dette ikke mindst er tilfældet, hvis man vil arbejde med psykedelisk terapi.
Videoen herunder, “The Story of Transpersonal Psychology -Science of the Soul” er en fin introduktion til projektet med at skabe en transpersonlig psykologi og de folk som var involveret. Grof fortæller f.eks. at Abraham Maslov & co først ville kalde dette nye felt for “transhumanistisk psykologi”, men derefter valgte at bruge begrebet “transpersonlig”, fra én af hans artikler. Endnu et eksempel på at Grofs centrale betydning for dette område.
Grof & Esalen Institute
Selvom transpersonlig psykologi i høj grad viderefører Jungs projekt, så er der også markante forskelle. Ikke mindst i forhold til villigheden at afprøve alverdens metoder til at komme i usædvanlige bevidsthedstilstande, som i starten af 1960erne har forekommet meget eksotiske.
Mens Jung f.eks. studerede yoga, men ikke mente at det var for vestlige mennesker at praktisere yoga, var der i det californiske miljø, hvor transpersonlig psykologi opstod, en anderledes villighed til at prøve alverdens metoder til at komme i usædvanlige bevidsthedstilstande på egen krop.
På Esalen institute, hvor Grof boede i flere år efter at man havde lukket ned for psykedelisk forskning, blev der således eksperimenteret med mange terapeutiske og spirituelle metoder, fra kundalini yoga til indianske svedehytter og primalskrigsterapi. Det var også her at Grof udviklede holotropisk åndedrætsterapi.
Esalen institute er et unikt sted, som har en helt særlig placering i psykologiens og psykoterapiens historie. Meget af det vi i dag kender som mindfulness, som kropsterapi og naturterapi udforskede man allerede på Esalen for 50-60 år siden, og det hele var i høj grad sat i gang af erfaringer med psykedelika. Herunder fortæller Grof om sin tid på Esalen og skabelsen af holotropisk åndedrætsterapi ud observationer af spontane episoder med intensiveret vejrtrækning hos sine tidligere patienter i psykedelisk terapi.
Grof, Esalen og New age.
At Esalen har været forud for sin tid f.eks. i forhold til at integrere meditation, yoga og psykoterapi, lang tid før det blev mainstream, er der ingen tvivl om. Da Esalen åbnede i 1962 var Alan Watts den første til at holde foredrag der. Den vision om en integreret “Psychotherapy East & West” som Watts promoverede og som var en bærende idé bag Esalen, blev først mainstream i psykologien Danmark ca. 50 år senere. Det må man sige er at være forud for sin tid.
Ud fra en lidt mere kritisk betragtning må man dog også sige, at det ikke er tilfældigt at Esalen af nogen er blevet betragtet som hippie-psykologiens højborg eller som new age-bevægelsens førerbunker.
Mange af fraserne om “det nye paradigme”, om at “alt er et” eller at “alt er energi” er først blev formuleret eller populariseret her.
Grofs havde f.eks. her et samarbejde med Fritjof Capra, forfatter til “Fysikkens Tao”, hvilket man stadig i dag kan høre, når han ind imellem forsøger at forklare sig med kvantefysik.
Men som Ken Wilber, en af den transpersonlige psykologis egne, har skrevet, så ender sådanne forsøg på at forklare umiddelbart uforklarlige fænomener med kvantefysik oftest i pseudo-videnskab, som professionelle fysikere sjældent giver meget for. Til gengæld er disse spekulationer blevet plagieret meget og har ført til en masse new age-bøger fyldt med pseudo-kvantefysik og “alt-er-energi”-jargon.
Grof som kontroversiel figur
En af grundene at jeg personligt ikke er særligt glad for denne blanding af psykoterapi og spekulativ kvantefysik er at det forekommer mig at være et forsøg på at legitimere feltet, på en måde der ender med at have den modsatte effekt, da transpersonlige psykologer og terapeuter, af gode grunde, sjældent forstår teoretisk fysik ret godt. Da jeg selv som psykologistuderende i år 2000 ville arrangere et foredrag om Grof og psykedelisk terapi, var en af indvendingerne mod Grof, som jeg fik fra datidens lektorer på studiet, at Grof var underlødig new age, som hørte til på aftenskoler, ikke på universitetet. Den anden indvendig jeg hørte var at Grof var “sindssyg” og hans arbejde farligt og ødelagde mennesker, ligesom LSD-forsøgene på Frederiksberg hospital.
Begge dele er selvfølgelig en unfair kritik, men det viser lidt om at Grof indtil for nylig for mange var en persona non grata i psykologien og psykiatrien. Ældre psykologer og psykiatere kan den dag i dag stadig komme op i det røde felt, blot man nævner hans navn. Derfor var jeg også meget overrasket, da jeg i forbindelse med et foredrag om Rigshospitalets psilocybinforskning, som jeg var med til at arrangere, af en neurofarmakolog på Rigshospitalet blev spurgt om jeg “havde hørt om Stanislav Grof” og på det varmeste blev anbefalet hans bøger. Der fik jeg en fornemmelse af, at den generelle indstilling til psykedelisk terapi og dermed til Grof virkelig havde rykket sig.
Grofs kritik af forestillingen om at hjernen skaber bevidstheden
På den anden side skal det dog siges, at der er gode grunde til at Grof har beskæftiget sig med spekulativ fysik, for som hans bøger så rigeligt dokumenterer, så har han i sit arbejde med psykedelisk terapi stødt på mange forunderlige og uforklarlige fænomener. Lige fra ud-af-kroppen oplevelser, hvor folk har kunne se ting i den fysiske verden som de ikke burde kunne se, til uforklarlige synkroniciteter og oplevelser af tidligere liv, som tilsyneladende indeholder korrekt historisk information.
Så selvom referencerne til spekulativ kvantefysik o.lign. (Fritjof Capra, David Bohm, Rubert Sheldrake osv.) måske får dele af Grofs forfatterskab til at have et vist overlap med new age-litteraturen, så forsøger Grof egentlig bare at finde en forklaring på fænomener, der umiddelbart fremtræder som parapsykologiske.
Denne søgen er i øvrigt helt i forlængelse af Jungs samarbejde med fysikeren Wolfgang Pauli i forbindelse formuleringen af hans teori om synkronicitet, altså meningsfulde sammentræf der synes umulige at forklare ud fra almindelige årsagssammenhænge.
Uanset hvordan vi så vil forklare det, synes det at være velkendt at der i usædvanlige bevidsthedstilstande kan indtræffe hændelser som synes at være hinsides almindelig sund fornuft uden dog af den grund at kunne afvises som ren indbildning.
Grofs mangeårige observation af sådanne umiddelbart uforklarlige fænomener er en del af baggrunden for at han ofte udtaler, at vi ikke har noget bevis på at bevidstheden skabes af hjernen. At hjernen måske snarere kan sammenlignes med et tv, der nok skaber et lokalt billede ved hjælp af sine komponenter, men som i sidste ende opfanger sit signal fra et felt uden for sig selv.
Personligt er jeg uafklaret mht. hvad jeg tænker om denne analogi. I hvert fald er det en radikal tese, som ofte får folk til at sidde lidt uroligt i stolen, når Grof nævner den. Robin Carhart-Harris, leder af den psykedeliske forskning på Imperial College, som ellers har Grof som en af sine primære inspirationer, har f.eks. sagt et sted, at han simpelthen ikke følge Grof på dette punkt.
Bill Richards fra John Hopkins, synes derimod at ligge tættere på Grof. I sin bog “Sacred Knowledge” taler han meget om “the eternal dimension of consciousness”. Eftersom der her egentligt er tale om hvorvidt der er empirisk belæg for at hævde at “sjælen er udødelig og uafhængig af kroppen”, som man ville have formuleret det førhen, er det ikke så mærkeligt at Carhart-Harris og andre mener, at vi her bevæger os ind i et område, der er mere metafysik og religion end videnskab.
Hvad man end tænker om alt dette, så er der ingen tvivl om at folk ind imellem i psykedelisk terapi ofte beretter om meget usædvanlige oplevelser. Så nu hvor forskningen er i gang igen, så bliver det meget interessant at se om den nye generation af forskere kan bekræfte, at oplevelser som dem Grof har beskrevet bliver ved med at finde sted og hvordan de vil forklare dem.
I interviewet herunder, med en absolut veloplagt 87 årig Grof, kan man høre at Grofs overbevisning om at bevidstheden kan eksistere uafhængigt af kroppen også har baggrund i hans egen første psykedeliske oplevelse i 1956. Her oplevede han at forlade kroppen og have svært ved at finde tilbage til den, da han er på vej ned.
Han fortæller også at han selv har haft ca 140 psykedeliske sessioner over en periode på mere end 60 år. En sådan information vil selvfølgeligt af nogle blive brugt til at miskreditere Grof og hans arbejde. At han er skør, fordi han har taget for mange LSD-trips eller lignende, hvilket tydeligvis ikke passer.
Men netop fordi Grof om nogen er kommet til at symbolisere selve ideen om psykedelisk terapi, har han også gennem tiden være skydeskive for en masse usaglige projektioner. Først med den nye bølge af psykedelisk forskning synes Grof på vej til at blive en figur, der nyder bredere respekt indenfor psykologi og psykiatri.
Grof & holotropisk åndedrætsterapi.
Grof udviklede holotropisk åndedrætsterapi i slutningen af 1970erne, sammen med sin daværende kone Christina Grof. I videoen herunder fortæller de begge om holotropisk åndedrætsterapi og sidst i videoen er der nogle ret underholdende billeder af, hvordan de så ud når folk lavede holotropisk åndedrætsterapi i 1980ernes Californien. Folk med sjovt hår og kulørt tøj, som skriger, græder og ryster.
Dette giver et meget godt billeder på en af udfordringer i forhold til f.eks. at integrere holotropisk åndedrætsterapi i psykiatrien. Nemlig at det udfra nemt kommer til at ligne “vild terapi”, shamanistisk helbredelse eller eksorcisme.
I dag kan man godt bruge meditation i psykiatrien. Grunden til det er muligt er i høj grad at meditation blev reframet. Mens meditation i 1960erne og 1970erne blev forbundet med Beatles-hår og usædvanlige bevidsthedstilstande, så kom det med mindfulness i stedet til at handle om “stress reduktion”.
Det er nok ikke helt unfair at sige, at der i psykiatrien oftest er et fokus på at stabilisere og normalisere, på ro, renlighed og fornuft og at det derfor er nemmere at arbejde med metoder der bringer folk i ro, end med metoder der involverer usædvanlige bevidsthedstilstande og følelsesmæssig katharsis. Usædvanlige bevidsthedstilstande og voldsomme følelser vil oftest blive opfattet som problemet, ikke som vejen til helbredelse.
Grof & Spiritual Emergencies.
Denne indstilling til usædvanlige bevidsthedstilstande som præger psykiatrien og som gør det svært eller umuligt at arbejde med metoder som holotropisk åndedrætsterapi i psykiatrisk regi, præger også psykiatriens forståelse af psykoser. Begrebet “spiritual emergencies” kommer fra bogen “The Storm Search for the Self”, som Christina Grof skrev efter en voldsom krise efter en fødsel, som hun selv forstod som en “kundalini rejsning” og som en “spiritual emergency”. I psykiatrien ville det være blevet forstået som en fødselspsykose og formentlig være blevet forsøgt behandlet med antipsykotisk medicin.
Christina Grof var senere primus motor i at skabe et “Spiritual Emergency Network”, som har som vision at yde støtte til folk i “spirituelle kriser”, på en måde der undgår nogle af de uheldige effekter som psykiatriens diagnoser, psykopatologiske forståelser og medicinske behandlinger kan medføre.
Begreberne “spiritual emergency” og “spirituelle kriser” er altså et forsøg på at introducere en anden forståelse af visse usædvanlige bevidsthedstilstande som kan optræde i kriser, på en måde der er mere ressourceorienteret og mere orienteret mod meningen i galskaben end det traditionelle psykosebegreb.
Netværket minder på den måde meget om det senere “Hearing Voices Network”, hvor man også kæmper for både en ny forståelse af stemmehøring og nye former for ikke-medicinsk støtte og terapi.
Ideen er her ikke bare at udskifte begrebet “psykose” med “spirituel krise”, men blive bedre til at differentiere mellem forskellige, usædvanlige tilstande og åbne for andre former for støtte og behandling end brugen “antipsykotisk medicin”, dvs. sløvende og symptomdæmpende midler.
Et pejlemærke for at skelne mellem psykose og en spirituel krise med usædvanlige bevidsthedstilstande, som Christina Grof bruger, er om man er i stand til at forhold sig til sine usædvanlige psykiske oplevelser som oplevelser.
Tror man fuldt og fast på at naboen er agent og at der kommer gift ud af stikkontakterne og varer denne tilstand i lang tid, er det måske rimeligt at kalde tilstanden for paranoid psykose. Men har man stærke, overvældende oplevelser, hvor visioner, usædvanlige bevidsthedstilstande og gamle traumer blander sig uden at man dog af den grund er helt opslugt af dem på en måde hvor man tager oplevelsernes indhold bogstavelig, så kan i mange tilfælde være en fordel at man kan få hjælp uden af den grund at blive kategoriseret som psykotisk.
Dette arbejde er vigtigt i forhold til psykedelisk terapi og ikke mindst i forhold til integrationsarbejde, da sådanne krisetilstande godt kan fremprovokeres af brug af psykedelika. I sådanne tilfælde er det et problem, at man i psykiatrien typisk ikke skelner mellem psykotiske tilstande og psykedeliske tilstande der endnu ikke er landet og integreret.
I mit arbejde med integration har jeg f.eks. haft klienter der lang tid efter psykedeliske oplevelser er følt sig generede af fornemmelser af mærkelige “energier” der synes at trænge ind i dem f.eks. ved indsovning. I psykiatrien vil sådanne fænomener nemt blive tolket om psykotiske, hvilket i nogle tilfælde kan skabe en masse unødig frygt.
For det kan nemlig vise sig at der snarere er tale om en uintegreret oplevelse eller tilstand fra den psykedeliske session, som man stille og rolig kan lande og lære at kende. Eller at den psykedelisk oplevelse har åbnet for nye typer subtile fornemmelser, som man måske ikke har følt før og som man ikke har noget sprog for, men som snarere er en ny form for sensitivitet frem for at være noget sygeligt eller problematisk.
I videoen herunder fortæller Christina Grof om sine oplevelser som førte til arbejdet med “spiritual emergencies”.
Fra samme film(Crazy Wise) er der også et interview med Stan Grof, hvor han taler om spirituelle kriser og psykiatrien. Han nævner blandt andet at der, da han var ung, stadig var både en afdækkende (uncovering) og en tildækkende (covering) tilgang til psykiske lidelser (psykoanalysens og dens begreb om det ubevidste stod stærkt i psykiatrien dengang). Men at de symptomdæmpende tilgange synes at være blevet mere og mere dominerende.
I slutningen af klippet reflektere han også over det større perspektiv omkring vores forhold til usædvanlige bevidsthedstilstande og vores forhold til os selv og vores sjæl i det hele taget. Nemlig at der en slags “våbenkapløb” i gang mellem vores menneskelige, psykologiske udvikling og udviklingen af vores teknologi, sådan som Jung også så det i sine senere år, hvor den kolde krig var på sit højeste.
Denne særlig form for pathos, hvor udviklingen af psykedelisk terapi i sidste ende bliver et spørgsmål om at redde menneskeheden fra total selvdestruktion, finder man ofte hos Grof og f.eks. Rick Doblin. Den er også tilstede i ayahuascamiljøets forestillinger om at planternes visdom skal redde os fra den økologiske katastrofe som vi formentlig står på kanten af. Om dette er en lidt for grandiøs forestilling om betydningen af psykedelisk terapi eller ej er en diskussion som blandt er taget op af Jamie Wheal.
Filmen hvor de to klip med Stan og Christina Grof er taget fra hedder “Crazy wise” og er et eksempel på hvordan arbejdet med at skabe rum for alternative forståelser af kriser og usædvanlige bevidsthedstilstande lever videre i 2020. Det nye medielandskab med social medier, youtube osv. gør at der i dag på en helt anden måde er viden og materiale tilgængelig om sådanne perspektiver, men dialogen med mainstream psykiatri er stadig svær eller ikke-eksisterende.
Christina Grofs arbejde med alkoholisme og afhængighed
En del af Christina Grofs arbejde har også været med forholdet mellem spirituelle kriser, alkoholisme og afhængighed i det hele taget. Dette er beskrevet i bogen “The Thirst Wholeness”. Bogens titel er taget fra et brev som Jung skrev til Bill Wilson, som var en af grundlæggerne af Anonyme Alkoholikere. Her skriver Jung:
“His craving for alcohol was the equivalent, on a low level, of the spiritual thirst of our being for wholeness, expressed in medieval language: the union with God.
You see, “alcohol” in Latin is spiritus, and you use the same word for the highest religious experience as well as for the most depraving poison. The helpful formula therefore is: spiritus contra spiritum.”
Bill Wilson var i øvrigt, på baggrund af sine egne oplevelser, en varm fortalere for at man skulle integrerer LSD-terapi i anonyme alkoholikeres behandlingsprogram. Dette har i mange år været noget man ikke talte for højt om, men i dag er psykedelisk terapi for alkoholisme igen noget man forsker i.
Gabor Matés arbejde omkring psykedelika, spiritualitet og afhængighed, som en del interesserer sig for i dag, forekommer mig også at være beslægtet med Christina Grofs forsøg på at artikulere en forståelse af alkoholisme og afhængighed ud fra transpersonlig psykologi.
I videoen herunder taler om om dette arbejde og om hvordan det blev affødt af hendes egen krise og kamp med alkohol.