Jordan Peterson

Her kan du finde en samling af nogle af de bedste videoer med Jordan Peterson.

Til hver video har jeg skrevet en kommentar, som afspejler hvad jeg som psykolog ser og hører i disse videoer. Ønsker du blot at se videoerne, kan du bare scrolle ned.

Min personlig interesse i Jordan Peterson udspringer først og fremmest i hans originale syntese af jungiansk psykologi (drømme, arketyper, indre billeder osv.) og eksistentielpsykologi (mening, ansvar, frihed, de personlige og kulturelle værdikriser efter “guds død” osv.).

Jungiansk dybdepsykologi og eksistentielpsykolog begge er definerende for mit virke som psykolog, men er sjældent i så intens dialog, som hos Peterson.

I min terapeutiske praksis har jeg efterhånden også en del klienter, som gennem Jordan Peterson videoer er blevet interesseret i filosofi, psykologi og dybdepsykologisk terapi.

Mange af dem der kommer, ønsker således i forlængelse af Petersons projekt og budskab, at bruge et terapeutisk forløb til at få styr på deres liv, lære sig selv bedre at kende, forhåbentlig komme ud på den anden side som stærkere personer med en mere klar fornemmelse for deres retning og mening i tilværelsen.

For mig som psykolog er det en gave, for mange ankommer meget motiverede.

Det er også interessant for mig, at Peterson revitaliserer Jung som en væsentlig tænker i forhold til at forstå vores kulturelle situation.

I stedet for at reducere Jung til en uortodoks elev af Freud, ser Peterson Jung som én der tænker i forlængelse af Nietzsche og giver et svar på udfordringen med sammenbruddet af den værdistruktur som var bundet op på den klassiske filosofiske og religiøse metafysik.

Som det kan ses i bl.a. Petersons debatter med Sam Harris, kommer Jung derved helt op på scenen om en central figur i vores måde at reflektere over vores kulturelle situation og herunder hvordan vi skal forholde os til religion og religionens psykologiske betydning for os som mennesker.

Forhåbentligt vil mine kommentarer til videoerne give dig mulighed for at komme et spadestik dybere i din forståelse af Peterson´s projekt, samt gøre det muligt at se hans psykologi i en bredere sammenhæng.

Jordan Peterson & Sam Harris om religion, religionspsykologi og værdier i det 21 århundrede:

Der er to ting ved denne berømte debat, som særligt interesserer mig og imponerer. Peterson´s insisteren på at religion aldrig bliver noget vi har lagt bag os, fordi den hører med til den menneskelige psykologi (jf. hans jungiansk inspirerede eksistensfilosofi). Og så selv formen på debatten der er milevidt fra de “goddaw mand økseskaft”-mudderkastningsseancer, men ellers ser i så mange sammenhænge, især når det handler om følelsesladede emner som psykiatri, politik og religion. Måden at Peterson starter med at indføre nogle Carl Roger´s inspirerede regler for dialogen, som kunne være blevet brugt i en parterapi, og hvor man er tvunget til at gøre sig umage med at forstå den anden og indleve sig i den andens gode intentioner, er virkeligt fænomenal. Ikke mindst som et eksempel på den ærlige, sandhedssøgende og respektfulde dialog som er en grundsten i vores kultur, men som i Trump-æraen tilsyneladende er truet med at blive opløst til post-faktuel nonsens og twitter propaganda.

Jordan Peterson & Joe Rogan: Om (unge) mænds søgen efter en livsfilosofi som de kan bruge som moralsk kompas

Her er et klip fra en Joe Rogan podcast med Jordan Peterson.

I klippet diskuterer de den udbredte eksistentielle rådvildhed blandt (unge) mænd i dag, og Peterson giver en turbo version af det man kunne kalde hans reartikulation af den vestlige verdens bærende, maskuline heltemyter.

Han starter med at tale om superhelte, som eksempler på heltefigurer der ligesom tidligere tiders guder, ifølge Peterson, repræsenterer en abstraktion af forskellige beundringsværdige egenskaber som mennesker har set i hinanden. Historierne om gudernes indbyrdes kampe forstår han som en evolutionær symboldannelse, hvor utallige generationers erfaringer med det at være menneske destilleres i myter og gudebilleder.

I forlængelse af Jung har Peterson her blik for den psykologiske visdom, som er til rådighed i de traditionelle billeder og fortællinger.

Centralt for Peterson er symbolikken omkring logos, det måske mest centrale begreb for vestlig kultur. Logos et bærende begreb for både filosofi, kristendom og det at have en kultur baseret på forskellige videnskaber (bio-logi, psyko-logi, tekno-logi osv.). Derfor går han tilbage til den mesopotamiske gud Marduk, som han ofte nævner, og som han forstår som forbilledet for den senere ide om kristus som inkarnationen af logos. I Peterson´s forståelse indbefatter logos opmærksomhed, kompetent og sandfærdig tale og at være i en ansvarlig overensstemmelse med sandhed. Dette er billedligt egenskaber ved Marduk, i det han har øjne hele vejen rundt og har evne til at udsige magiske ord. Af denne grund bliver Marduk nærmest Peterson´s “arketypiske mascot” for hans projekt med at bringe ansvar, opmærksomhed, fri tænkning og sandfærdig tale ind i den offentlige debat, som en kur mod kulturelt kaos og forvirring.

På Rogan´s spørgsmål om hvorfor denne følelse af meningsløshed og manglende retning især synes at ramme mænd, svarer Peterson, formentligt ret politisk ukorrekt, at det for ham at se hænger sammen med at mænd ikke, i samme grad som kvinder, bliver presset af biologien til at indtage en indstilling af ansvar. Derfor, siger han, er der mange mænd, der nok dyrker superhelte og actionhelte i film og computerspil, men som i det virkelige liv lurepasser, når det kommer til selv at blive en inkarnation af en arketypisk, maskulin heltemyte, og derfor reelt set ikke bliver mænd i egentlig forstand. ( “..by not acting out the arketype of the hero, that´s what people are, that´s what men are, if they are anything”. )

Videre, binder han denne forståelse af maskulinitet sammen med ideer hentet fra Nietzsche,Jung, Kierkegaard og eksistentiel psykologi, omkring at en ægte kristen ikke bare et får i flokken i den kristne menighed (Kierkegaard), men på selvstændig vis og som en på én gang religiøs og filosofisk praksis inkarnere kristus som arketypisk forbillede (Jung). Dette særligt i forhold til villigheden til at bære ansvar, til bære sit kors, i forhold til en større sammenhæng, som man står til ansvar overfor. Belønningen for denne eksistentielle gestus, er for Peterson at se, at det trækker én ud af meningsløshed, selvhad og resignation overfor tilværelsen (Nietzsche).

Herefter kommer Rogan med et indspark, omkring hvordan uddannelsessystemet, jobmarkedet m.m. kan virke fremmedgørende i forhold til éns forsøg på at finde en meningsfuld vej i livet. Til dette svarer Peterson igen ud fra en dybdepsykologisk tænkning, med at samfundet og traditionen som vi hver især vokser ind i, arketypisk enten kan repræsenteres som den vise konge og kongen der fortærer sine børn.

 

 

https://www.youtube.com/watch?v=65fhag6WPCQ&t=557s

Jordan Peterson hos Bill Maher. Om politisk korrekthed og autoritetsforskrækkelse blandt moderne forældre:

Her er et klip med Jordan Peterson i den mere muntre afdeling. Det viser meget godt, hvordan Peterson taler ind i den amerikanske debat om politisk korrekthed.

Synes man at de to “maskulisters” måde at harcelere over moderne forældres autoritets-forskrækkelse bliver lidt for meget, så kan man jo grine med ved klippets slutning, hvor en kvinde tager ordet og tager lidt pis på dem.

Som psykolog synes jeg dog at Peterson er spot-on med sine udsagn om at mange moderne forældre kommer til at gøre deres børn en kæmpe bjørnetjeneste, ved ikke lære dem at omgås andre på en respektfuld måde…

Og at ideologien bag det er, at enhver form for autoritet eller magt fra forældrene side skulle kunne knuse børnenes “creative spirit”.

Jordan Peterson: “Integrate your shadow”. Udklip fra Jordan Peterson´s interview med “Rebel Wisdom”.

Her er et kort klip hvor Jordan Peterson og David Fuller fra youtubekanalen “Rebel Wisdom” taler om hvad Jung´s begreb om at integrere ens skyggesider vil sige i praksis.

Peterson siger bl.a. at det at kende sine skyggesider, éns egen aggression f.eks., kan være en kilde til selvrespekt. En respekt der minder om den man har for et vildt dyr.  I neuropsykologiske termer, siger han, handler det om, om folks “rage circuit” er integreret, hvilket man kan fornemme i folks øjne og udstråling.

Fuller tilføjer her at man i praksis vil være mere farlig for sine omgivelser, hvis man i misforstået forsøg på at “være god” ikke kender sin vrede, da den så kan komme ud på en utilregnelig og ukontrolleret måde.

På meget jungiansk vis, svarer Peterson til dette, at dette netop er problemet, hvis at ens potentiale for vrede ikke er integreret i ens personlighed; da kommer vreden ud “disintegrated” “as an autonomous spirit”.

I klassiske jungianske termer er dette den dis-integrerede personlighed, som ikke er herre i eget hus, fordi han er styret af autonome komplekser. “You either has it, or it has you”, som Peterson meget præcist udtrykker det.

Klippet slutter med at Peterson opsummerer temaet med integration af skyggen og Jung´s forhold til “personlig udvikling”, “spiritualitet” eller i Jung´s egne termer “individuation”, med at nævne Jung´s insisteren på at man ikke bliver “frelst” ved at “kastrerer” sig selv.

Dette er endnu et eksempel på hvordan Peterson læser Jung i forlængelse af Nietzsche. Her Nietzsche dybe skepsis overfor den kristne spiritualitets tendens til at fornægte og dæmonisere mennesket som naturvæsen, som udomesticeret vilddyr.

I min psykoterapeutiske praksis dette med at hjælpe klienter til at lære deres egen vrede at kende, noget jeg arbejder med næsten hver dag. Her går øvelsen ofte at lære at udtrykke vrede på en måde en passende måde, der hverken er underspillet eller for meget og ude af kontrol.

Kender man sin vrede, er den uvurderlig makker, da den rummer den indre kraft, der gør at man kan slå en streg i sandet lige der hvor den skal slås, når andre mennesker opfører sig grænseoverskridende, dominerende eller nedsættende overfor én.

Kender man ikke sig egen vrede, er det derimod nemt at lade andre jokke på én, på en måde der ikke bare kan føre til dårligt selvværd og selvforagt, men på sigt også til depressive tilstande med negative tanker og stemmer der kører i loop med nedbrydende selvkritik. Eller problemer med indestængt vrede der fører til raserianfald, mareridt eller ubehagelige, hemmelige volds- og hævnfantasier.

Rebel Wisdom: A zen master talks about Jordan Peterson & the shadow.

Denne video er kan ses i forlængelse af det ovenstående klip, hvor Jordan Peterson taler om Jung´s begreb om integration af skyggen. Efter min mening er det en af de bedre kommentarer på Jordan Peterson, da begge er grundlæggende interesserede i Jordan Peterson´s arbejde, og derfor kommer med intelligente indvendinger, fremfor blot at angribe manden.

Det drejer sig som en samtale mellem David Fuller og zen mester Doshin Nelson Roshi, som står for et program kaldet “Integral Zen”. Som navnet antyder, er det en nutidig tilgang til zen, indenfor et konceptuel forståelsesramme inspireret at Ken Wilber´s “integrale” filosofi.

Ken Wilber er en uafhængig amerikansk forfatter og filosof, hvis tænkning er et meget ambitiøst forsøg på at udvikle en mere eller mindre altomfattende forståelsesramme for moderne spiritualitet, i forlængelse af transpersonlig psykologi og human potential-bevægelse.

I Ken Wilber´s tænkning kan man finde en meget udførlig refleksion over de forskellige strømninger som kom ind vores kultur fra 1960érne og frem og deres indbyrdes sammenstød. Herunder sammenstødet mellem dem der, inspireret af bl.a. marxisme og borgerretsbevægelserne, ville den politiske revolutuon og dermed lagde grunden til den bevægelse i kulturen som Peterson i dag kritiserer som “postmodern neo-marxist” og dem inspireret af Alan Watts, Jung, psykedelika m.m. ville den spirituelle revolution ud fra en “transpersonlig psykologi” der skulle opstå i mødet mellem vestlig psykologi og “østlig” buddhisme, yoga, meditation m.m.

Disse to strømninger støder bl.a. sammen i forhold til synet på religion, om man er mest tilbøjelig til at sympatisere med Mao eller Dalai Lama og deres forholdet til hierarkier, hvor den transpersonlige psykologi, modsat den postmoderne trang til at dekonstruere hierarkier, f.eks. havde Maslow´s behovspyramide som en ikonisk fremstilling af det menneskelige potentiale, som et udviklingspsykologisk hierarki.

Ken Wilber har således siden halvfemserne, eller før, været en kritiker af den “postmoderne” tilbøjelighed til dekonstruerer alle værdihierarkier og nivellere alt til et “flatland”, hvilket gør en konfrontation mellem Wilber og Peterson potentielt ret interessant. Her i videoen sker det på en måde stedfortrædende gennem Doshin Nelson Roshi, med hans beggrund i Jung, Wilber og Zen.

Kritisk kommentar om Jordan Peterson af ContraPoints

Endelig en intelligent og velinformeret Peterson-kritik fra en der tydeligvis befinder sig udenfor det Petersons vel ofte ret konservative og maskuline univers.

Ud over den fantastiske I-want-you-daddy humor, så synes jeg også at denne video udmærker sig ved at anerkende at Petersons jungianske eksistensfilosofi, faktisk har en dybde i den måde som den bringer nogle af de store klassiske tænkere og store fortællinger i spil.

Jeg kan nemlig godt blive ret træt af folk de prøver at “dismisse” Peterson som en overfladisk selvhjælps-guru. Helt ærligt, i forhold til andre populære offentlige intellektuelle, så har han altså nogle rimeligt tunge drenge i spil i sine referencer og noget ret dybe ideer, dvs. refleksioner over helt centrale begreber som f.eks. logos, som man ikke lige finder i en hvilken som helst selvhjælpsbog.

Når hun går til at diskutere Peterson som en politisk stemme i den offentlige debat, og dvs. hans kritik af “postmodern neo marxism” som en underminering af den “vestlige” tænkning og tradition, så ved jeg ikke rigtigt om jeg blev klogere.

På den ene side har hun jo ret. Begreber som “vesten” og “postmodernisme” kan jo nuanceres i det uendelige. Og som sådan er det rigtigt at det er en meget forsimplet opstilling af en bestemt kulturkamp. Og jeg er faktisk også enig i at Peterson til tider kammer over i en slags kommunist-forskrækket neo-mccarthyisme.

Men på den anden side sidder jeg også tilbage med en fornemmelse af at denne oplistning af diversitet forskellige positioner og fraktioner indenfor det som Peterson identificerer til “Postmodern neo-marxism” og “vesten” bliver lidt et røgslør af kompleksitet, som gør at de reelle problematikker forsvinder ud af syne eller gøres mindre end de er.

For, som jeg ser det, er det ikke til at komme udenom, at der er en form for venstreorienteret, politisk korrekt tankepoliti med totalitære tendenser i samtiden. Jeg befinder mig ihvertfald ofte i sammenhænge, hvor jeg oplever at det er en form for venstreorienteret, politisk-korrekt dogmatik som kan give den frie tanke og tale åndenød.

Og jeg synes også at det er tydeligt at visse postmoderne eller poststrukturalistiske akademikere har lige så lidt til overs for den visdom der er at hente i vores vestlige filosofisk og kristne tradition, som kulturrevolutionens marxister havde det da de smadrede klostrene i Tibet og pissede lamaerne i hovedet, fordi de blot repræsenterede en klasse-undertrykkende opium for folket.

Det handler vel om forholdet til traditionen, til forfædrenes viden. Er vi primært interesseret i at dekonstruerer traditionen for at demaskere den undertrykkende magt der gemmer sig i de store fortællinger og metafysiske tankesystemer? Eller er vi også interesseret i at genopdage visdommen i vores egen tradition, som Peterson?

Og hvor er balancegangen mellem disse to måder at forholde os til traditionen, hvor vi undgår at smider barnet ud med badevandet og stille os selv i et nihilistisk vacuum med total mangel på værdier og store fortællinger som kan give os retning i livet?